Lykkebro
Tidemandsvej 13
4300 Holbæk
kontakt@lykkegard.dk
tlf: 81 72 72 68
Lykkebro
Lykkebro er et tilbud om efterværn til 4 unge/voksne i alderen 17 – 28 år.
Lykkebro er et tilbud i Holbæk midtby til unge/voksne, der har brug for støtte til at indgå i et socialt miljø i trygge, faste rammer.
De unge/voksne i Lykkebro indgår i fællesskabet og tager del i de fælles opgaver, der er i huset. Beboerne i Lykkebro har i et vist omfang kompetencer til at opretholde en selvstændig livsførelse.
Fælles for de unge/voksne er, at de har diagnoser inden for autismespektret, ADHD, lettere udviklingshæmning eller tilknytningsforstyrrelse.
Tilbuddet rummer ikke beboere med misbrug eller udadreagerende adfærd.
Lykkebro er placeret i den centrale del af Holbæk med gode muligheder for at handle og deltage aktivt i byens aktiviteter.
Lykkebro rummer
- 4 store værelser til beboerne
- 2 toiletter med bad
- fælles køkken og stue
Der er adgang til fælles vaskemaskine og tørretumbler. Der er en lille lukket have med grill og terrasse.
Uddannelse og beskæftigelse
Alle beboerne i Lykkebro er tilknyttet et stabilt uddannelses- eller beskæftigelsestilbud. Hvis man bor i Lykkebro, skal man selv kunne stå for transport til og fra uddannelse eller beskæftigelse.
Selvstændighed og relationer
Beboerne har behov for let støtte til at fastholde den kendte, dagligdags struktur. For at sikre så stor indflydelse som muligt og skabe en positiv kultur i huset bliver der jævnligt holdt individuelle samtaler og beboermøder.
På beboermøderne taler vi om ønsker til ændringer i husets fælles struktur, fælles aktiviteter, nyanskaffelser m.m. Det kan også være ris/ros til hinanden. Beboermøderne er forudsigelige, og dagsordenen er kendt på forhånd.
Der er en høj grad af selvbestemmelse og medbestemmelse i Lykkebro. Den enkelte udvikler og oplever samtidig et medansvar for både egne og de øvrige beboeres trivsel.
Sundhed og trivsel
Personalet hjælper beboerne med at skabe rammer om madlavning, sund kost og fællesspisning. Omfanget aftales med beboerne. Beboerne handler selv ind til måltiderne. Der kan i nogle tilfælde tilbydes støtte til indkøb.
Beboerne bliver støttet i at opretholde en fornuftig sund livsstil med fokus på både indre og ydre trivsel.
Personalet udarbejder i samarbejde med beboerne fælles husaftaler, så alle oplever størst mulig trivsel. I husaftalen er det også beskrevet, hvordan det skal håndteres, hvis en beboer ikke overholder aftalen.
For at styrke den mentale sundhed er der fokus på en fast struktur omkring nattesøvn. Det indgår derfor i husaftalen, at der skal være ro i huset kl. 22.00 på hverdage og kl. 23.00 i weekender.