Sundhedsfagligt arbejde
På Lykkegard har vi ansat vores egen sygeplejerske, som overordnet set arbejder med kvalitetsudvikling og patientsikkerhed for de beboere, der har behov for en sundhedsfaglig opgave. Det er bl.a. sygeplejerskens opgave at sikre, at alle medarbejdere er oplært til at kunne udføre sundhedsfaglige opgaver med omhu og fagligt forsvarligt. På Lykkegard er vi opmærksomme på beboerens sundhedstilstand og følger op i samarbejde med relevante sundhedsfaglige samarbejdspartnere, som fx egen læge, speciallæger, diætist eller fysioterapeut.
De sundhedsfaglige instrukser
På Lykkegard har vi udarbejdet vores egne sundhedsfaglige instrukser. Instrukserne har til formål at sikre, at vores beboere, personale (både det pædagogiske og sundhedsfaglige) samt ledelsen er bekendt med, hvordan de skal agere inden for en række sundhedsfaglige områder. De omhandler bl.a. medicinhåndtering, hygiejne, sundhedsfaglig dokumentation og journalføring, håndtering af smitsomme sygdomme mm. Instrukserne beskriver, hvilken faggruppe der tager et bestemt beskrevet ansvar inden for alle områderne. Instrukserne opdateres én gang om året og tilpasses i øvrigt altid relevante sundhedsfaglige opgaver, som er aktuelle for vores beboere.
Sundhedsjournal
Grundlæggende bygger vores sundhedsfaglige tilgang på at kunne forebygge, behandle og arbejde med sundhedsfremme for vores beboere. Når en ny beboer flytter ind, udfylder pædagogisk og sundhedsfagligt personale i samarbejde beboerens sundhedsjournal. Denne journal består konkret af de 12 sygeplejefaglige problemstillinger, hvorigennem personalet kan spore sig ind på, hvilke aktuelle og potentielle problemstillinger en beboer kan have under en række helbredsområder.
Medicinhåndtering
På Lykkegard tager vi ansvar for, at beboerne kan følge den behandlingsplan, der er blevet lagt i samarbejde med lægen. Sygeplejersken arbejder tæt sammen med det pædagogiske personale for hele tiden at kunne følge med i, om behandlingen går som forventet. Medicinhåndtering er en særlig vigtig og højt prioriteret opgave, hvor både beboeren og personalet skal føle sig trygge. Det er sygeplejerskens opgave at oplære personalet i særlige behandlingsinstrukser.
Utilsigtede hændelser
På Lykkegard arbejder vi med utilsigtede hændelser (UTH’er), og det er vores sygeplejerske, der indberetter alle utilsigtede hændelser til Dansk Patientsikkerhedsdatabase. Utilsigtede hændelser er hændelser, som opstår, når noget går galt i forbindelse med en sundhedsfaglig opgave.
Formålet med at indrapportere UTH’er er, at vi kan forbedre patientsikkerheden og understøtte en sikkerhedskultur, hvor vi kan lære af de fejl, der bliver begået. Alle, der udfører sundhedsfaglige opgaver, har pligt til at rapportere, og vores sygeplejerske står for opfølgning og oplæring.
Årligt sundhedstjek
Alle beboere over 18 år, som bor på et botilbud, har ret til at få et sundhedstjek. Det er vores sygeplejerske, som klæder det pædagogiske personale på til at kunne hjælpe beboeren med at gennemføre et sundhedstjek. Sygeplejersken følger op på den aktuelle sundhedstilstand inden sundhedstjekket, som har til formål at mindske ulighed og forbedre sundheden for alle beboere.